Dansklærer søges til Bangkok 

Ansøgningsfrist 31. marts, 2017

Kan du undervise på tværs af alderstrin og niveauer? Vil du gerne være med til at præge dit job? Og er du energisk, selvstændig og udadvendt? Så er det dig, vi søger til Danes Worldwide Learning Center Bangkok. Bangkok er et populært sted for internationale lærere, og de fleste føler sig hurtigt hjemme i den spændende by. 

Om skolen

Organisationen for udlandsdanskere, Danes Worldwide, har i foråret 2016 indgået et samarbejde med flere internationale skoler i Bangkok om at tilbyde danskundervisning til børn med danske relationer. Learning Center har derfor et år på bagen. Undervisningen foregår på 4 forskellige skoler, og du kommer til at undervise børn på både indskolings-, mellemtrins- og udskolingsniveau og en legegruppe for 3-5-årige. Derudover skal du undervise børn, der ikke alle har dansk som deres modersmål.

Learning Center Bangkok vil have ca. 60 børn indskrevet i alderen 6-16 år, og børnene bliver opdelt i klasser efter niveau og alder, og det vil være din arbejdsopgave at undervise disse børn og indgå i samarbejdet omkring koordinationen.

Du vil blive ansat på NIST International School, som er en topmoderne skole placeret centralt i Bangkok. Du bliver en del af en international lærergruppe, hvor du får faglig sparring og kollegiale relationer. Der er også mulighed for at indgå i NIST’s team af vikarer, afhængigt af skolens behov og dine kvalifikationer. Undervisningsmaterialet leveres af Danes Worldwide i København, og du får mulighed for at sparre med Danes Worldwides lærerteam i Danmark.

Om dig

Vi forventer, at du er uddannet lærer og har dansk som dit ene linjefag. Det andet kan med fordel være engelsk, men det er ikke et krav. Det er dog et krav, at du behersker det engelske sprog både mundtligt og skriftligt. Ikke alle børnene taler flydende dansk, så meget af kommunikationen vil foregå på engelsk.

De børn, du skal undervise, taler og skriver alle engelsk. Meget af din undervisning skal derfor sættes i forhold til det engelske sprog og dets grammatiske regler.

Det vil samtidig være en fordel, hvis du tidligere har arbejdet med tosprogede børn eller danske børn bosat i udlandet.

Vi forestiller os, at du er udadvendt og nysgerrig, har undervisningserfaring og vi ser gerne, at du har interesse for kultur og har rejst en del. 

Da Danes Worldwide Bangkok er nystartet, får du en unik mulighed for at sætte dit personlige aftryk på jobbet. Vi ønsker derfor en selvstændig og robust lærer med pionerånd, da mange af arbejdsprocesserne ikke på forhånd er fastlagte.

Om ansættelsen

Du vil blive ansat i en fuldtidsstilling i minimum ét år med start fra august 2017. Det nøjagtige antal ugentlige undervisningstimer kendes endnu ikke, men du skal forvente fem arbejdsdage om ugen. Lørdage vil være fast arbejdsdag, så du vil have fri søndage og en anden dag i ugen. Vi hjælper dig naturligvis med at finde en bolig.

Ansøgningsfrist er 31. marts 2017

Ansøgning sendes både på dansk og engelsk til job(a)danes.dk.

Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte koordinator for Danes Worldwide Learning Center: Frederik Lohff Markussen på frederik@danes.dk eller + 45 35294126