“I Leave You With Peace…”

Vi er samlede her på stranden i Khao Lak for at mindes vores kære, de døde og de savnede efter flodbølgekatastrofen den 26. december – 2. juledag – 2004. Det var her, det skete og rundt langs det indiske oceans kyster. Det er derfor også her, vi i fællesskab skal forsøge at finde hvile og trøst, nyt håb og livsmod. Det er her, vi markerer det sidste farvel, så livet herfra kan begynde på ny.

Men hvordan skal det gå til? Findes der ord, som kan hamle op med det, I har oplevet og det forfærdelige, som er sket? Hvorfor skulle det ramme vore kære og os? Hvad i alverden er meningen med det hele? Og hvor er Gud henne midt i det alt sammen? De spørgsmål har I stillet jer selv og hinanden eller råbt til himlen: hvorfor, hvorfor?

Der findes ingen nemme forklaringer eller sikre svar. Men der findes gode og stærke ord fra Gud og fra mennesker. Jeg tror, at ethvert godt og kærligt ord kommer fra Gud. Det tror jeg, fordi Jesus fra Nazaret er Guds levende ord til os, menneskeord og Gudsord i én og samme person. Jeg vil nævne sådanne gode ord fra Johannesevangeliet, hvor Jesus taler trøst til sine disciple den sidste aften, han er sammen med dem før sin død:

Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! (Johs. 14,26-27)

ALT, hvad Jesus har sagt, kan sammenfattes i ordene: Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; … Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!

Om ikke andet kan vi høre, at her taler Jesus om det, vi længes efter og leder efter: Fred i stedet for den hvileløse uro; tro og håb i stedet for fortvivlelse og forfærdelse; livsmod i stedet for modløshed.

Katastrofen den 26. december sidste år har vist os, hvor sårbare og udsatte, vi er i vort liv, hvor skrøbeligt livet er. Det er en gammel, men ofte glemt visdom. Vi vil helst fortrænge den og lade som om, vi er usårlige. Måske fordi vi er bange for, at denne indsigt vil formørke livet? Men det forholder sig lige modsat. Visheden om, at vort liv er skrøbeligt, og at døden altid er i et øjebliks afstand – den vished giver vort liv intensitet og nærvær, alvor og glæde. Derfor gælder det om at være opmærksomme, taknemmelige, kærlige. Set i dette perspektiv bliver de tre store ord: Tro og håb og kærlighed de tre hjørnestene, som ligger fast, når alt opsluges og bliver til intet.

I dette lys bliver sorgen ikke en meningsløs tilfældighed. Sorgen er livets dyre pris, kærlighedens pris, taknemmelighedens pris, prisen for alt, hvad vi har delt med hinanden af frydefuldt og godt, mens livet formede sig som én lang solskinsferie, afbrudt af gode hverdage i arbejde og familieliv.

Vi skal tage sorgen til hjerte, græde med hinanden og trøste hinanden, tale sammen med gode ord om de kære mennesker, vi har mistet – en far og mor, en ægtefælle, børn og børnebørn, en ven – alle gode navne, som bedst vi ved. Det er hemmeligheden i Søren Kierkegaards ord om den “kærlighedens gerning at erindre en afdød.”

Taknemmelighed er den mildhed i sorgen, som giver sorgen en skabende kraft i sindet. Som én af jer pårørende har udtrykt det i et avisinterview:

Vi er fattige, at vi har mistet vores kære, men vi er rige, at vi har haft dem. (Kristeligt Dagblad 23. marts 2005)

Sådan er sorgens modsætningsfyldte virkelighed, som spejler den kristne tros livsbillede i brydningen mellem modløshed og håb. Men det er livsbekræftende, at denne modsætning mellem tab og taknemmelighed findes. Ingen kunne ønske, at der ikke skulle være noget at sørge over – eller takke for.

Fortvivlelsens modbillede er tro.
Håbløshedens modbillede er håb.
Trøstesløshedens modbillede er kærlighed.
Derfor: Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!

Disse Jesus-ord er ikke letkøbt snak. Jesus kom selv ind i det dybeste mørke, hvor Gud blev borte for ham. Det er vist os i et billede, så vi aldrig kan glemme det:

Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: “Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?” – det betyder: “Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Det er Jesu råb fra korset lige før han udstødte et højt skrig og udåndende. I sit nødskrig fornægter Jesus ikke Gud. Han råber på Gud. Han håber på Gud. Men Gud er fraværende. Det er mørkt i hans sjæl og omkring ham.

I skriget efter Gud gør Jesus sig til ét med det lidende menneske. Det er i Jesus, vi kender Gud, ser og hører Gud. Han er Guds nærvær, også når vi ikke erfarer andet end Guds fravær.

Det endte ikke med skriget på korset. Det ender ikke med dødens forfærdelse. Gud svarede påskemorgen, da budskabet lød fra den tomme grav:

Vær ikke forfærdede. I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. … Han går i forvejen for jer – (Markus 16,6)

Jesus er ikke begravet i fortiden. Han kommer til os fra fremtiden. Han møder os i sit ord, som Ånden gør nærværende for os og lægger os på sinde: Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!

Det er i troen på Jesus, jeg tør stole på, at hvert eneste menneske er til for Gud, er kendt af Gud, elsket af Gud, dyrebart og umisteligt for Gud – lever for Gud, også når det dør. Det ubegribelige er ikke, at Gud er til – men at vi og vore døde er til for Gud, lever for Gud.

I denne tro mister forfærdelsen sin magt over hjerterne, og vi kan trøste hinanden i troen og håbet og den indbyrdes kærlighed. Det er det eneste alternativ til tomheden og håbløsheden. Og det er et vidunderligt alternativ: Jesus Kristus er opstanden. Vi er ikke overladt til os selv. Gud er for os. I liv og i død. I tid og i evighed.

Amen.

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *