Rapport vedrørende den danske Siam-kolonis forhold under Den anden Verdenskrig fra 9. april 1940 og indtil 1945

Af CHRISTIAN FREDERIK SCHIØPFFE

Skrevet i 1955

Fodnoter af Peder M. Jørgensen, skrevet i 2005
An English rewrite of some of the following report is available here: https://scandasia.com/2943-danes-in-siam-during-world-war-ii/

 

Før Japan besatte Thailand

Umiddelbart efter at tyskerne den 9. april 1940 havde besat Danmark, blev praktisk talt alle medlemmer af den danske koloni i Bangkok ‘Visiting Members” af “British Club”, en klub der, der hidtil kun havde optaget engelske statsborgere.

Når man gjorde dette, var det en gestus, da man vidste, at den danske koloni, der dengang bestod af 105 mandlige medlemmer, praktisk talt alle var loyale overfor de allierede, eller som en englænder i et af de lokale blade senere udtrykte sig: “you are just one of us”.

Ved ovennævnte begunstigelse forskånedes vi for at mødes med tyskerne i de internationale klubber “Royal Bangkok Sports Club” og “Bangkok Riding and Polo Club”, disse klubber havde hidtil i en årrække været de daglige mødesteder for fremmedkoloniens medlemmer.

I den tid, der nu fulgte, viste englænderne de danske statsborgere megen forståelse, og som tak herfor hjalp vi praktisk talt hver uge briterne med velgørende lotterier, sammenkomster, tombolaer, udstillinger m. v, i ‘British Club” eller i den daværende engelske legation, hvor vi danske kom og gik “som medlemmer af familien”

Dette store velgørenhedsarbejde kulminerede i tiden 17 – 18/ 10 1941, hvor danskerne i “British Club” på engelsk spillede en revy, der på to aftener indbragte et overskud på over 5000 ticaler, der uden beskæring blev givet til ‘War Charities”.

Ticalen var pa dette tidspunkt ca. kr. 2,10

Komiteen for dette show bestod af:

    1. J. Knudtzon, chairman 1)
      J. Bache 2)
      Gerda Green 3)
      H. H. Hüttemeier 4)
      S. Kayser 5)
      Ruth Landgren 6)
      1. N. A. Landgren 7)

    C. F. Schiøpffe 8)

 

Efter Siams besættelse

Da de japanske tropper den 2. december 1941 besatte Bangkok og omtrent samtidig samtlige siamesiske provinser, blev den danske kolonis forhold vanskeliggjort.

Amerikanske, engelske og hollandske statsborgere arresteredes af japanerne, men siameserne krævede, at den fremtidige internering fandt sted under siamesisk kontrol, hvilket sikkert reddede mange liv.

Interneringslejren, der kom under civil siamesisk administration, oprettedes i nogle ældre regeringsbygninger i nærheden af det gamle palads, og de internerede var så vidt under hele besættelsen i langt større sikkerhed end vi, der gik udenfor, idet vi altid var skygget af det hemmelige japanske politi, tilmed fik de straks efter krigens ophør fuld erstatning for alle påførte tab; det har vi andre endnu ikke fået.

To af koloniens medlemmer var det dog lykkedes at komme til Indien lige inden besættelsen, nemlig F. Bøttger 9) og H. H. Hüttemeier, de blev begge engelske kaptajner.

Den danske koloni var fra nu af den største af de frie kolonier derude.

Den 13. februar 1942 sænkedes den gamle Ø. K. kystbad s/s “Redang” ud for Java på vej fra Singapore til Java med evakueringer, og over 100 europære omkom, heraf styrmand P. R. J. Riemke 10) fra København. Føreren, kaptajn R. K. S. Rasmussen 11) reddede sig i land efter flere dages ophold i åben båd. Senius Rasmussen var nu i ca. 1/2 år japansk krigsfange på Java og led meget, men han blev senere frigivet og kom til Bangkok; han fik et legemligt og økonomisk knæk, som han aldrig forvandt, og døde 6/1 1954 her i byen.

Rasmussen fik ved sin død den smukkeste omtale i dagspressen og i skibsførernes medlemsblad (Nr. 2/1954), man skrev bl. a.: “….han var derfor en fattig og syg mand, men han havde æren i behold. Han havde ofret alt, hvad han ejede, for Danmarks sag “.

Således skrev man, men krigsheltens enke er der ingen, der har tænkt på.

Kaptajn Rasmussen mente, at endnu en landsmand omkom pa “Radang”, men han kendte ikke navnet.

I begyndelsen af 1942 sendtes engelske og hollandske krigsfanger fra Hollandsk-Indien, Malaya og Straits Settlements gennem Sydsiam som fangetransporter til slavearbejde pa “The Burma-Siam Railway” og til japanske fangelejre i Siam, hvoraf Canburi-lejren blev den mest berygtede.

 

Hjælpearbejdet

Hjælpearbejdet var vanskeligt. Der var dødsstraf for at hjælpe krigsfangerne på “The Burma-Siam Railway” og i krigsfangelejrene, desuden gjordes risikoen yderligere stor derved, at alt arbejde skulle udføres gennem lokalkendte kinesere og siamesere, men der kendes intet tilfælde, hvor disse har svigtet.

Under hjælpearbejdet bør ogsa nævnes fru Nina Madsen 12), gift med maskinmester C. H. Madsen, Bangkok.

Hun var i Singapore, da krigen brød ud, og da hun var uddannet som engelsk frivillig sygeplejerske, meldte hun sig straks til tjeneste pa centralhospitalet i Singapore, hvor hun forblev indtil den dag da japanerne rykkede ind i byen, hun forklædte sig imidlertid og undgik derved internering.

Senere lykkedes det hende at komme til Bangkok, hvor manden opholdt sig, og hvor hun havde sit hjem.

 

Canburi-leiren

En meget lille kreds indenfor kolonien stod i forbindelse med den danske krigsfange, sergent G. A. Andersen 13) (det første navn i mindebogen i Holmens Kirke), og gennem denne udleveredes medicin til fangerne og kontante penge til ham selv. Vi fik i hvert enkelt tilfælde kvitteringer, men disse blev straks efter modtagelsen brændt af ingeniør Svend Høyrup 14), der en tid efter besættelsen afløste mig som formand for foreningen.

Meddelelsen om Andersens død er dog stadig i min besiddelse, da den modtoges samtidig med befrielsen; om quartermaster J. Tim’s død erfarede vi først senere.

 

“The Burma-Siam Railway”

Mig bekendt har ingen af koloniens mandlige medlemmer udover civilingeniørerne J. Knudtzon og C. Friis-Jespersen 15) deltaget i hjælpearbejdet her. (Se i øvrigt oberstløjtnant P. G. Mantels rapport).

 

Nyhedstienesten

Forbud mod aflytning af fremmede radiostationer blev i begyndelsen ikke strengt gennemført, men skærpedes efterhånden mere og mere.

Da der kom totalforbud, og da lysstationen ødelagdes af engelske bombemaskiner, fik d’herrer J. Knudtzon og N. A. Landgren BBC.’s nyheder hver morgen ved aflytning hos Bangkoks siamesiske politidirektør Luang Adun Adun, og disse af Landgren afskrevne nyheder cirkulerede indenfor en snæver kreds af kolonien, hvorefter disse papirer straks brændtes.

I civilingeniør J. Knudtzons hjem i Klong Toy samledes under hele besættelsen hver søndag formiddag en lille kreds bestående af ingeniør S. Høyrup, hr. og fru N. A. Landgren, hr. og fru Schiøpffe og i en periode også den under krigen afdøde arkitekt J. Bache 16), og såvidt jeg husker meddelte han os aldrig fortrolige nyheder, når der var andre til stede.

For øvrigt var det forbavsende så gode underretninger mange indfødte havde, men man skulle være forsigtig med at røbe sig, dog aldrig når danskernes svorne ven Luang Raksa Nawes havde noget at meddele.

En sådan uforsigtighed skyldes sikkert direktør Leo Røssels 17) arrestation og død.

I min nærværelse røbede han sig stærkt overfor “en malayisk flygtning fra the Straits”. Jeg tiltalte malayen pa hans eget sprog, men fik et ret uforskammet svar, hvorefter jeg gik, dette har sikkert reddet mig, men jeg så aldrig Røssel eller malayen siden.

 

Bombeangrebene

I alt havde vi 145 amerikanske og engelske luftangreb pa Bangkok, deraf 49 over byens centrum.

 

Det hemmelige japanske politi

Jeg har ikke tal på, hvor mange danske statsborgere der blev indkaldt af dette, men forstkandidat Agner Gredsted 18) og maskinmester N. H. Larsen (sidstnævnte var glødende patriot og frimurer), var en tid arresteret og vistnok gentagne gange i forhør; min hustru og jeg var begge i forhør syv gang og blev hver gang under forskellige og mærkværdige påskud truet med dødsstraf.

En japansk diplomat, Mr. Shibha, der var broder til min læge pa Bang Nara Rubber Estate i Sydsiam, en estate jeg administrerede gennem mange år, har vistnok beskyttet os, og rent fortroligt betroede han os, at vi var på den “sorte” liste såvel hos japanerne som hos tyskerne, men min hustru og jeg forholdt os i ro, så var det muligt at undgå arrestation, og han henstillede til os så lidt som muligt at besøge den civile interneringslejr ved paladset.

Lignende henvendelser har sikkert andre af koloniens medlemmer modtaget, men jeg har ikke yderligere oplysninger desangående.

Mr. Shibha lagde ikke skjul på, at der var dårligt samarbejde mellem diplomatiet og politiet, og at politiets kendskab til engelsk, malayisk og siamesisk var slet, hvilket vanskeliggjorde, eller i virkeligheden umuliggjorde, alle forhør.

 

5 mai 1945

Ved Danmarks befrielse vanskeliggjordes danskernes forhold yderligere, især efter at Danmark havde afbrudt den diplomatiske forbindelse med Japan. Japanerne ville indføre meget skærpede forholdsregler overfor os, men siameserne, som japanerne ikke turde ignorere helt, benyttede en forhalingspolitik, der hjalp os

 

Befrielsen

Ligesom der var indført dødsstraf for ikke inden en vis og meget kort tidsfrist at aflevere alle radioer og skydevåben, fik vi af generalkonsulatet ordre til at melde os på Lumbini politistationen, så faldt bomben over Hirochima, og vi var frie.

De sidste dage på politistationen fik vi stor hjælp af Hans Højhed Prins Ajavadis Diskul (en broder til Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Mariat Diskul), der frivilligt stillede sig til kolonien rådighed for, som han sagde, at kontrollere, at forhørene blev rigtigt protokollerede,

da det nu kunne betyde liv eller død. På mange andre måder hjalp han os også., således opbevarede han mine skydevåben.

I august 1945, fire måneder efter Danmarks befrielse, var vi også frie, men der var ingen begejstring eller glæde lige i øjeblikket, dertil havde der været slidt for stærkt på nerverne.

Umiddelbart efter kapitulationen begik den japanske pladskommandant i Bangkok generalmajor Nakamura selvmord, hans disciplin havde sikkert reddet mange af os for ubehageligheder.

Jeg stod på den ny havn den 29. august, da vagterne overgik fra japansk til allieret kontrol, og fra det øjeblik ordren kom, hilste den japanske vagt ligeså stramt på de engelske kontrolofficerer, som de hidtil havde hilst på deres egne; hele forandringen skete på få minutter, og således forblev det at være.

Dagen efter befrielsen var kaptajn H. H. Hüttemeir i Bangkok.

 

Hjælpearbeidet efter befrielsen

Umiddelbart efter befrielsen og straks efter de hollandske soldaters løsladelse oprettedes 3 hjælpeorganisationer.

De engelske krigsfanger hjemsendtes i løbet af få dage alle sammen pr. flyvemaskine, medens hollænderne forblev.

De oprettede hjælpeorganisationer var;

  1. Den hollandske hærs hjælpeorganisation,

Chef: Lieutenant-Cornel P. C. Mantel, Commanding Officer, Netherlands Troops in Siam.

  1. Royal Siamese Red Cross, Præsident, Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Mariat Diskul.
  2. Internationalt Red Cross, lokalt og midlertidigt oprettet af den franske diplomatfrue Madame Elisabeth (Betty) Millet.

Da man ganske manglede europæiske sygeplejersker, henvendte man sig til “Dansk Samfund, Siam”, og en stor del af koloniens damer meldte sig, nogle til fast daglig tjeneste og andre til 2 – 5 dages tjeneste om ugen.

De ovenfor nævnte organisationer arbejdede i virkeligheden som en organisation, dog således, at samtlige frivillige danske damer arbejdede under oberstløjtnant Mantel og de siamesiske sygeplejersker under Prinsesse Mariat.

Madamme Millet var nærmest administrativ sekretær og “forbindelsesofficer” mellem hollænderne og siameserne, men administrationen virkede uden større gnidninger.

 

Fordelingen af hjælpearbejdet

  1. Fru Ruth Landgren udrettede et meget stort arbejde, assisterede madamme Millet, sørgede for de tre organisationers samarbejde, da hun var dygtig i sprog: engelsk, fransk, og siamesisk, skyldtes det gode samarbejde i meget høj grad hende.
  2. Fru Mary Schiøpffe 19) fik afgivet 20 japanske soldater til assistance, og da hun var den eneste danske dame, der foruden engelsk og siamesisk også talte malayisk blev hun foruden hospitalstjenesten i flere måneder afgivet til den såkaldte “stretcher service”, det vil sige transport af invalider fra Java, senere også transport af svage kvinder og børn, både europæere og indonesere, disse transporter fandt ofte sted om natten.
  3. Samtlige øvrige fremmødte danske damer og Madame Millet fordeltes på hospitalerne.

Oberstlsjtnant Mantel, Prinsesse Mariat og Madame Millet fremhæver i deres rapporter følgende danske damers indsats og i følgende orden:

Fru Ruth Landgren

Fru Mary Schiøpffe

Fru Else Brolykke 20)

Fru Ella Jensen 21)

Fru Lone Holten-Andersen 22)

Sidstnævntes indsats må have været i Ta Luang, nord for Bangkok, da hun opholdt sig lidt i hovedstaden.

Til ovennaevnte liste burde føjes:

Frk. Ina Jørgensen 23), tolk og

Fru Grethe Kann-Rasmussen 24)

 

Afslutningen

Nytårsmorgen 1946 fik Ø.K. i Bangkok telegram om, at “Fionia” som det første evakueringsskib praktisk talt omgående ventedes til Siam, og samtidigt rejste Madame Millet, hjælpearbejdet afvikledes, komiteerne opløstes, en mærkelig epoke og et stort opofrende arbejde afsluttedes, og praktisk talt uden så meget som et håndtryk til tak skiltes komiteerne og deres frivillige assistenter.

 

Koloniens ofre under besættelsen

I alt dræbtes eller døde af koloniens medlemmer i japanske fangelejre og fængsler i Siam eller til søs lige for og under besættelsen følgende 11 danske statsborgere:

  1. januar 1941 Løjtnant G. F. A. de Cros Peronard, Phum-Preav
  2. december 1941 Maskinmester S. T. Larsen 25), Pinyok, Pattani
  3. december 1941 Kaptajn G. C. H. Laub 26), Pinyok, Pattani
  4. december 1941 Ingeniør O. Røschke, Pinyok, Pattani

Januar 1942 Maskinmester H. Jørgensen, til søs

  1. februar 1942 Styrmand P. R. J. Riemke, Java-søen
  2. februar Maskinmester S. G. Hansen, Singapore
  3. september 1943 Sergent G. A. Andersen, Canburi-lejren
  4. oktober 1943 Quatermaster, sergent J.Timm, Canburi-lejren
  5. april 1944 L. Rossell, japansk fængsel, Bangkok

Tidspunkt ukendt Skibsfører A. Simensen, til søs

Og hertil må tilføjes, at adskillige landsmænd ved konfiskation, tvangssalg og lignende mistede meget betydelige beløb, for hvilket i tiåret for befrielsen – erstatning endnu ikke er udbetalt.

Ved “Lodge Str. John, 1072, S.C.” og “Royal Arch Chapter, 357, S. C.”s plyndringer gik også meget betydelige værdier tabt for adskillige danske medlemmer.

 

Hjemkomsten

I min egenskab af præsident (chairman) for den danske koloni under besættelsen og ved befrielsen fremskaffede jeg efter min hjemkomst til Danmark på opfordring af “Dansk Samvirke”, København, tre indberetninger vedrørende de danske damers indsats for krigsramte allierede og for de hollandske styrker, der besatte Bangkok efter befrielsen, nemlig:

Indberetning fra:

  1. Lieutenant-Cornel P. C. Mantel, Commanding Officer, Netherlands Troops in Siam, P. O. Box 9889, Johannesburg, Union of SouthAfrica.
  2. Her Royal Highness Princess Mariat Diskul, President, Royal Siamese Red Cross, Bangkok, Siam (Thailand).
  3. Madamme Elisabeth (Betty) Millet, c/o Monsiur Pierre Millet, (late Bangkok Legation) Ministere des Affaires Etrangeres, 37 Quai d’Orsay, Paris, France.

Oberstløjtnant P.G. Mantel beder i sit svar om at erfare resultatet af indberetningen og skriver bl. a. “…………………………………..the ladies did under very trying conditions the most unselfish work for the soldiers working on the Death Railway Line ……………….” og noget lignende skriver de to andre autoriteter.

 

Afslutning

Ingen anden dansk udenlandskoloni har blot tilnærmelsesvis haft så livsfarlige og vanskelige omstændigheder at arbejde og leve under som kolonierne i de japansk besatte lande.

Vi i Siam skulle være loyale overfor det mere eller mindre frivilligt besatte Siam, der altid havde vist os danske stor gæstfrihed og uindskrænket ret til at virke, men samtidigt måtte vi ikke slække på vor værdighed som repræsentanter for det fri Danmark, og siameserne vidste fra tiden inden landets besættelse, at praktisk talt hele den danske koloni var allieret-venlig.

Dagen før japanernes besættelse af Bangkok brændte “British Club” hele arkivet, hvilket sikkert har forskånet os for mange ubehageligheder.

“Dansk Samfund”s arkiv, bestemte jeg, måtte ikke brændes, da dette straks ville vække japanernes mistanke og muligvis forårsage alle danskeres arrestation, men havde foreningen fået en husundersøgelse, så havde vi været færdige.

Den danske koloni var til det yderste korrekt og loyal overfor de siamesiske myndigheder; Siam hørte dengang til aksen, men vi glemte heller aldrig, at vort eget land var besat af en aksemagt; da det kneb både for danskerne og siameserne, da holdt de hånden over os og har efter al rimelighed reddet os fra død og undergang.

Efter besættelsen sagde en højtstående siameser til mig: “Vi har aldrig glemt danskernes oprigtige venskab, som fik så smukt et udslag, da praktisk talt hele den mandlige danske siam-koloni i 1893 …………………….. i alt 21 mand …som de eneste udlændinge meldte sig på vor side i krigen med Frankrig”. Som man sår, således høster man.

På den danske kolonis vegne (1940-1945) anmoder jeg om, at denne rapport fremsendes til direktør Aage Schoch, chef for Dansk røde Kors, og jeg foreslår yderligere:

  1. a) at direktør Schoch for at bekræfte rigtigheden af min rapport fremskaffer kopier af Mantel’s, Mariat’s og Millet’s rapporter.
  2. b) at den danske siam-kolonis forhold nu i tiåret for befrielsen kommer under velvillig og fordomsfri overvejelse og
  3. c) at denne min rapport vedlægges de officielle akter som bilag således, at denne i fremtiden kan fortælle om en lille tapper, dansk koloni, som under de mest fortvivlede forhold aldrig sænkede Dannebrog derude og stedse viste sig “Fædrenes værdige efterkommere”.

København den 1. januar 1955

Signeret

C. F. Schiøpffe

——————————————–

Fodnoter er skrevet af Peder Jørgensen, 2005:

1 Jørgen Knudtzon, født 24. april 1894 i København, død 26.September 1953 i London. Kom til Bangkok i 1920, formand for Dansk Samfund Siam 1935-37, medlem af bestyrelsen for Siams Røde Kors 1938 48.

2 Ejnar Michaelsen, født 7. februar i Skjern. Ingeniør i Christiani & Nielsen 1937-41, ingeniør ved Ø.K.s tinmine i Sydthailand 1941-47

3 Gerda Green født Raasted, født 4. juli 1897 i Skovshoved, død 3. maj 1966 i Vemmetofte, gift med Axel Green, 1883-1969.

4 Hans Henrik Hüttemeier, født 9. februar 1916 i København, død 26. juni 1980 i London, ansat Ø.K Bangkok 1937-41.

5 Svend Hjalmar Viggo Monrad Kayser, født 5. November i København, død 13. april 1985 på Costa del Sol, ansat Ø.K. Bangkok 1938 -46

6 Ruth Heimann Landgren, født 23. September 1903 i Hellerup, død 18.maj 1971 i København, gift med Niels Arcadius Landgren.

7 Niels Arcadius Landgren, født 18. februar 1898 i Hjørring, død 16. oktober 1973 i København, blev ansat i ingeniørfirmaet Swanson & Sehested i Bangkok i 1921, senere i forskellige virksomheder, bosat i Bangkok til 1964.

8) Christian Frederik Schiøpffe født 6. juni 1891 i Brandstrup p Lolland, død 4. oktober 1980 i København. Bestyrer på Bang Nara Rubber Co. Ltd. Pattani 1920-31, derefter på Europe Hotel Bangkok, som han ejede fra 1933-46, arbejdede det meste af sit liv med at samle oplysninger om danske officerer i fremmed tjeneste, men fik aldrig værket afsluttet. To gange formand for Dansk Samfund Siam og medstifter af Dansk-Thai Forening i København og medlem af Eventyrenes Klub.

9) Flemming Bøttger, født 21. december 1912 i Chicago, U.S.A. død 1. august 1962 i Bangkok, ansat i Oriental Machinery Stores, Ø.K. Bangkok fra 1939 til sin død, var under krigen engelsk kaptajn i Indien og Burma.

10) Poul Rickard Jørgensen Reimke, født 9. februar 1898 i Odense, ansat i Siam Steam fra 1931 til sin død.

11) Rasmus Kristian Sinius Rasmussen, født 7. september på Bogø, død 6. januar 1954 i København, styrmand i Siam Steam 1926 og skibsfører sammesteds 1937. Schiøpffes oplysning om, at Rasmussen døde i Bangkok er ikke korrekt, han var i sine sidste år ansat ved Ø.K. i København.

12) “Nina” Jensine Christiane Madsen, født Cornett 19. juli 1895 i Aabenraa, død 2 maj 1981 i Hellerup, gift med Carl Henrik Madsen 1892-1979

13) Andersen ligger begravet på krigskirkegården i Kanchanaburi

14) Svend Gerhardt Bruun Høyrup født 27. juli 1897 i Dianalund, død 23. december 1978 i København, ansat i Ø.K Siam 1923- 49, derefter i Ø.K. København.

15) Carsten Friis Jespersen født 10. juni 1902 i Vemmetofte død ….., ansat i Siam Cement 1926, administrerende direktør fra 1935-59

16) Jens Oluf J.rgen Hjorth Bache f.dt 10.januar pA Frederiksberg, død i Hanoi 2l. juni 1945, ansat i Christiani & Nielsen, Bangkok 1937 til sin død.

17) Leo Hancke Røssel født 30. maj i Skydebjerg på Fyn, død 18. april 1945 i Bangkok, ansat i Ø.K Bangkok 1932, senere selvstændig forretningsdrivende, arresteret af japanerne og omkom under et allieret luftangreb på Bangkok.

18) Hans Peter Agner Gredsted født 18. marts 1884 i Odense, død 25. september 1947 på vej tilbage til Siam, ansat ved Ø.K.s skovvæsen i Phrae i 1913.

19) Mary Dagmar Schiøpffe født Johansen den 6. maj 1894 i Fredericia, død 19. januar 1975 gift med C.F. Schiøpffe.

20) Else Brolykke født Haug 29. september i Nyboder, død 9. september i Holte, gift med Otto Brolykke 1906- ? ansat i Ø.K. Bangkok 1928-54.

21 Ella Jensen født 11. juli 1898 i København, død ? gift med Christian Jensen 1890-1951 ansat i Ø.K

22) Navnet er forkert, det var Karen Vibeke Holten-Andersen født Schousboe den 29. marts 1917 i Aalborg, d.ød 20. august 1997 i København, gift med Nicolai Holten-Andersen, 1913-87 kom til Siam i 1939 som ingeniør ved Siam Cement

23) Ina Jorgensen født ……

24) Ulla Grethe Kann Rasmussen født Ahrens 3. september 1905 i København, død 23. december 1995 på Møllehøjgård, Gerlev, gift med Aage Gudmund Kann Rasmussen, 1904-91.

25) Svend True Larsen f.dt 3. marts i Odense, kom til Siam som maskinmester arbejdede som sådan ved tinmine i Pattani i Sydsiam, skudt af japanerne kort efter deres indmarch i landet.

26) Georg Christian Haae Laub født 14. september 1886 i København

 

Related Posts

Leave a Reply